BESTIL BORD BOOK OPHOLD

PRESSEMEDDELELSE

MOLSKROEN FÅR NY KØKKENCHEF

Rasmus Broholm tiltræder som ny køkkenchef på Molskroen d. 1. februar 2024.

Rasmus kommer fra stillingen som assisterende køkkenchef på Molskroen og vil fra d. 1. februar 2024 stå i spidsen for køkkenet på Molskroen som ledende gastronomisk chef. Rasmus har flere års erfaring fra velrenommerede gourmet restauranter, bl.a. som souschef på Falsled Kro, og med de nye ledende kræfter i køkkenet ønsker Molskroen at videreføre det høje gastronomiske niveau som igennem årtier har været stadfæstet af ikoner som bl.a. Jesper Koch, Wassim Hallal og Michel Michaud.

En hyldest til de gastronomiske traditioner

Molskroen er kendt for sine gastronomiske traditioner og service på højeste niveau igennem årtier. Vores mål og vision er hele tiden at udvikle og forbedre oplevelsen for vores gæster, i alt hvad vi gør.

Rasmus Broholm har rødder i det klassiske køkken og kombinerer dette med det bedste fra de lokale producenter. Med Rasmus som ny ledende køkkenchef på Molskroen har vi en ambition om at give vores gæster en gastronomiske oplevelse i særklasse, med fortsat fokus og passion for det klassiske håndværk, bæredygtighed og brug af friske, lokale råvarer.

Lokale råvarer og solidt håndværk

’Jeg har rødder i det klassiske, franske køkken og arbejder ud fra et princip om at smag og perfekt tilberedning er altafgørende for en god ret. Alt starter med brug af gode råvarer, og selvom min stil er klassisk fransk, så elsker jeg de danske råvarer. Vi har på Molskroen allerede mange gode samarbejdspartnere på Mols og Djursland, som betyder at vi har adgang til sæsonens friske, lokale råvarer, lige uden for døren ́, udtaler Rasmus.

’Jeg er dybt inspireret af de gastronomiske traditioner her på Molskroen, og er stolt over at få mulighed for at tage stafetten videre og forsat udvikle velsmagende menuer af højeste kvalitet til vores gæster, fortsætter Rasmus.

Molskroens Brasserie 2.0

Udover Molskroens gourmet restaurant bliver Rasmus Broholm ledende køkkenchef for Molskroens Brasserie, som i den forbindelse gennemgår en konceptuel opgradering og genåbner til februar, hvor man ønsker at forfine og forbedre ’casual dining’ oplevelsen med helt nye menuer og service i den absolutte topklasse. Brasseriet flytter samtidig til Molskroens hovedbygning under samme tag som Molskroens gourmet restaurant.

I det nye Brasserie serverer vi mange af de populære, klassiske a la carte retter, som vi er kendt for kombineret med solidt tjenerhåndværk med både flambering og tranchering i restauranten.

Det nye menukort vil byde på masser af fisk og skaldyr og kendte klassikere som bl.a. dampet hel pighvar, klassisk rørt tatar rørt ved bordet, Molskroens peberbøf, gratinerede jomfruhummere samt desserter som crêpe suzette og creme brûlee.

Nyt frokostkort med smørrebrød

Som noget helt nyt, åbner Molskroen alle lørdag-søndage til frokost, hvor man kan glæde sig til et eksklusivt smørrebrødskort, som tager afsæt i både klassiske og mere innovative retter, masser af smag og tilberedt af råvarer af den høje kvalitet, som Molskroen er kendt for.

’Vi ønsker at byde alle vores gæster indenfor året rundt til en hyggelig frokost i vores stemningsfulde restaurant og til sommer åbner vi hele terrassen op med det nye smørrebrødskort alle ugens dage, fortæller Rasmus.

Sæsonåbning

Molskroen slår dørene op fredag d. 2. februar til sæsonens første signaturmenu, præsenteret af Rasmus Broholm. Det nye Brasserie åbner ligeledes fredag d. 2. februar for a la carte servering.

KONTAKT

For yderligere info og fotomateriale.

Sales & Operations Manager Sarah Evar se@molskroen.dk 

Læs mere: www.molskroen.dk

Tel. Molskroen: 86 36 22 00